Mellem byens lys og naturens mørke | DCL besøgte det nye byrum ved Frederiksberg Rådhus

Torsdag aften havde DCLs Østkreds arrangeret medlemsmøde med besøg i den nye urbane park på John Winthers Plads. Det var en interessant aften, der gav indblik i det ambitiøse projekt. Mange tak til Sofie Klarlund Linnebjerg fra Artelia og Bo Rasmussen fra Frederiksberg Kommune for en spændende præsentation af tankerne, processen og udførelsen af det omfattende projekt. Og tak til alle, der deltog i mødet.

Projektet er blevet til ud fra en idé om at flytte bilparkeringen på den centralt beliggende plads ned under jorden og dermed gøre plads til et rekreativt urbant byrum på gadeplan. Et hovegreb i lysprojektet var at undlade at ‘oversvømme’ hele pladsen med lys. I stedet blev valgt en strategi, hvor smalstrålede spots og goboer på master giver en fint dæmpet, pletvis lysfordeling, der tillader eksempelvis den lille nyanlagt sø på pladsen at fremstå i et mere naturligt mørke, hvor søens afgrænsning blot er markeret diskret med lav lys under kanten til den.

Lysniveaet er bevidst holdt på et afdæmpet plan – både af respekt for dyrelivet i Frederiksberg have, som byrummet grænser op til, men også for at skabe et rum, der er behageligt og afslappende af opholde sig i. Lyset på hele pladsen er holdt varmt med en primær farvetemperatur på 2700K. Enkelte steder, f.eks. lyset på trapper, er der valgt en anelse koldere (3000K) for at skabe lidt forskelle.

Inden rundvisningen præsenterede Sofie Klarlund Linnebjerg fra Artelia lysprojektet, som er blevet til et i meget tæt og konstruktivt samarbejde med Frederiksberg Kommune. Og Bo Rasmussen fra Frederiksberg Kommune gennemgik processen bag projektet og fortalte bl.a. om den 16 m dybe udgravning, der muliggjorde den store cirkulære parkering. 

Fotos: DCL

Se program for arrangementet her

Se også: