Noma, der blev kåret som vinder af Den Danske Lyspris 2018, går videre til Nordisk Lyspris 2020. Det danske lysprojekt skal dyste med lysprojekter fra de fire andre nordiske lande.
Formålet med prisen er at sætte fokus på de særlige kvaliteter, som kendetegner den nordiske lyskultur. Nordisk Lyspris fokuserer således hovedsageligt på lysdesign og lysinstallationer, som fremhæver de særlige kvaliteter i nordisk lysdesign. Nordisk Lyspris arrangeres af de fem nordiske lysorganisationer Dansk Center for Lys, Suomen Valoteknillinen Seura, Ljostæknifelag Islands, Ljuskultur i Sverige og Lyskultur i Norge. Vinderen bliver udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra de fem nordiske lande.
I år vil prisoverrækkelsen pga. coronasituationen ikke være et fysisk arrangement, men vil vinderen vil blive offentliggjort online i forlængelse af Unescos Day of Light den 16. maj.
Nomas restaurant på Refshaleøen i København vandt Den Danske Lyspris 2018 for sin helt særlige belysning, der er fuld af nordisk stemning og hjemlighed. Belysningsløsningen er et produkt af chefkok og grundlægger René Redzepis filosofi om at skabe en gennemført nordisk oplevelse, hvor mad, belysning og interiør udtrykker én og samme idé. Det er BIG, som står bag byggeriets arkitektur, og Studio David Thulstrup, der har udviklet restaurantens interiørdesign, mens lysdesignet er blevet til i et samarbejde mellem Studio David Thulstrup og lysvirksomheden Anker & Co, som sammen med blandt andre XAL har leveret de specialdesignede armaturer og ophæng.
Læs mere om belysningen i Noma
Alle de nominerede projekter vil blive offentliggjort på Nordisk Lyspris’ hjemmeside i løbet af den kommende tid.
Nordisk Lyspris er blevet uddelt hvert andet år siden 2000. Danmark har vundet prisen flere gange, senest i 2018, hvor Vadehavscenteret i Vester Vedsted vandt prisen.
Foto øvert på siden: Irina Boersma.