Lighthouse – Aarhus Øje vinder Den Danske Lyspris 2025
Lighthouse – Aarhus Øje. Foto: Allan Toft.
Lighthouse – Aarhus Øje blev den 9. april 2026 kåret som vinder af Den Danske Lyspris for et belysningskoncept med fokus på, både hvordan bygningens lys opleves fra byen, og hvordan byens lys opleves fra bygningen.
Juryen udtaler om projektet: Lighthouse – Aarhus Øje viser vejen for, hvordan man med et professionelt og kompromisløst lysdesign kan bruge lyset til at nedbryde skala og skabe en blød og venlig stemning med tydelig symbolværdi og narrativ.
Lighthouse, der er placeret mellem byen og vandet på spidsen af den nye bydel, Aarhus Ø, består af lejligheder, et oplevelsescenter, Aarhus Øje, restauranter på 1. sal og på øverste etage samt en udsigtsterrasse. Lysdesignet i Lighthouse udgør en essentiel del af oplevelsen af den 142 meter høje bygning. Grundkonceptet for bygningens fyrtårneffekt er overgangen fra dag over skumring til nat. Der er udarbejdet lysdesign til både de indvendige og udvendige publikumsrettede faciliteter, hvilket bl.a. omfatter ankomstområde og restauranter samt udsigtsterrassen.
Juryens formand Niels Knudsen udtaler på vegne af juryen: Lighthouse – Aarhus Øje står som et fyrtårn for, hvor meget mere lys kan end blot at belyse. Projektet kan således tjene som inspiration for de mange andre nye byområder domineret af høje bygninger, som i disse år skyder op rundt om i landet. Det samlede indtryk af projektet er, at det er skabt på baggrund af professionalisme og kompromisløshed, og at der både udendørs og indendørs er elementer med kunstnerisk kvalitet.
Juryens motivering i dens fulde længe kan ses her
Kollision og Jesper Kongshaug, der står bag lysdesignet, modtog prisen på vegne af projektet.
Rune Nielsen, Kollision og Jesper Kongshaug, jesperkongshaug.com udtaler: Vi er meget stolte og taknemmelige for anerkendelsen. For os handler lys ikke kun om at belyse, men om at skabe tryghed, orientering og oplevelser i byens rum. At Den Danske Lyspris fremhæver netop dette perspektiv, er både vigtigt og inspirerende for arbejdet med vores fælles byrum. Det er en stor ære at modtage lysprisen i år fra Dansk Center for Lys. Tak til juryen for grundigt arbejde og deres rejser rundt i landet til projekterne. Og stor tak til bygherre og 3XN for et ambitiøst projekt.
Foto: Andreas Kjærgaard
Fire projekter var nomineret til prisen, de øvrige projekter er: Højvangen Kirke, DIM-Light – Ny Psykiatri Bispebjerg og Kalejdoskop. Se juryens motivering for alle projekter her.
Sponsorer af Den Danske Lyspris 2025:
Hovedsponsor:
Sølvsponsor:
Fakta om vinderprojektet:
Bygherre: Anpartsselskabet Lighthouse United
Arkitekt: 3XN
Entreprenør: Aarsleff
Ingeniør: Rambøll Danmark
Lysdesign: Jesper Kongshaug og Kollision
Facader og altaner: Kai Andersen
El-entreprise: Wicotec Kirkebjerg
Udendørsinstallation: Design Smedien
Indendørsinstallation: Lystek
Belysningsleverandører: Martin Professional, Zumtobel, iGuzzini og LED Linear
Netværksleverandør: Cipex
Ibrugtagning: 2024

