Dansk Center for Lys bliver til TEKNIQ Dansk Center for Lys

Dansk Center for Lys bliver den 1. august en del af erhvervsorganisationen TEKNIQ under navnet TEKNIQ Dansk Center for Lys. Det nye netværk skal samle forskellige fagligheder i et tættere samarbejde til gavn for både kvalitet og den grønne omstilling.

Belysningsområdet får nu sit eget samlingspunkt. Når Dansk Center for Lys’ medlemmer og aktiviteter flytter ind under TEKNIQ, bliver installatører, producenter, rådgivere, arkitekter og lysdesignere for alvor bragt tættere sammen på tværs af fagligheder.

– Vi ser et stort potentiale i at bringe alle aktører tættere sammen. Når installatører, producenter, rådgivere og designere arbejder side om side, hæver vi kvaliteten af belysningen i Danmark. Samtidig står vi langt stærkere, når det tekniske erhvervsliv skal tale med én stemme over for beslutningstagerne om alt fra standarder og rammevilkår til fremtidens bæredygtige løsninger, siger Andreas Schelbeck, underdirektør i TEKNIQ, der organiserer virksomheder i det tekniske erhvervsliv.

Tættere samarbejde skal løfte kvaliteten

Det nye netværk skal være et fagligt kraftcenter, hvor teknik, energi, dagslys, kunstlys og bæredygtighed spiller sammen med trivsel, funktion og æstetik.

Etableringen af det nye netværk sikrer, at Dansk Center for Lys’ mangeårige arbejde for at udbrede forståelsen for god og hensigtsmæssig belysning kan fortsætte. Rammerne er nye, men de mange aktiviteter, der har været kernen for arbejdet i Dansk Center for lys, fortsætter – eksempelvis Den Danske Lyspris, Lysets Dag, medlemsarrangementer, kurser/webinarer og anden vidensformidling samt nationalkomite for CIE m.m.

– Set fra Dansk Center for Lys’ perspektiv giver det nye netværk os mulighed for at fortsætte vores arbejde, der har stået på siden 1948, med at fremme dansk lyskultur, formidle viden og udbrede forståelsen for god og hensigtsmæssig belysning. Vi vil fortsætte med at bygge bro mellem de mange aktører lige fra forskning, standardisering, arkitektur og design til den praktiske virkelighed i virksomheder og byggeri, siger Niels Knudsen, formand for Dansk Center for Lys.

Netværket TEKNIQ Dansk Center for Lys er åbent for virksomheder, organisationer, forsknings- og uddannelsesmiljøer og lign., der arbejder med belysning.