Østkredsens besøg i Tivoli Hjørnet og Hotel Nimb
Tirsdag aften mødtes en skare lysinteresserede branchefolk med Jesper Kongshaug, der blandt meget andet er lysdesign ansvarlig for Tivoli. Han har i samarbejde med projektchef fra Tivoli Marie-Therese Collet stået for det store belysningsprojekt til facaden på Tivoli Hjørnet og selve bygningen, som består af en udvidelse af Hotel Nimb og et food court med mange forskellige restauranter. Marie-Therese Collet fortalte om selve projektet og de mange spændende udfordringer, der havde været med at bygge med en kort deadline og midt i København. Jesper Kongshaug fortalte om og fremviste både det spændende facadeprojekt og indendørsbelysningen specielt i gangarealerne ud mod facaden.
Facadebelysningen er på mange måder speciel og interessant. Facaden består nemlig primært af glas og kan derfor ikke direkte belyses. Ideen var derfor at belyse solafskærmningen i stedet. Solafskærmningen består af nogle roterende sejl op til 6m høje, som er delvist gennemsigtige og derfor perforerede i overfladen. Til belysningen af disse sejl monterede man så lineære LED RGBW armaturer imellem sejlene. Det bliver for omfattende her at fortælle om alle de forudgående lysforsøg med både farve på sejl, placering af armaturer osv. Men det er sikkert og vist, at resultatet er fremragende og spektakulært. Ikke mindst fordi gangbelysningen på hotel Nimb også blev inddraget i facadebelysningen. For at opnå den maksimale effekt af facadebelysningen var det nemlig vigtigt, at gangbelysningen ikke ramte bagvæggen, der således ville have skabt en lys baggrund for facadelyset og derved udvisket effekten. Yderligere blev den yderste række af spots ud mod glasfacaden omhyggeligt dimensioneret, så lyset ikke ramte glasvæggen og at reflektorer gav minimalt genskin i glasset.
Facadelyset er så designet i forskellige scenarier alt efter årstid og anvendelse. Således er der både et scenarie til jul, et varmt hvidt Tivoli signatur scenarie, Nordic Light scenarie m.fl.
Det er afgjort værd at kigge forbi Hjørnet og beundre lyset og effekten.
Se også:
Projektchef Marie-Therese Collet fra Tivoli fortalte om det store projekt.
Lysdesigner Jesper Kongshaug fortalte om teknikken bag facadebelysningen.
Facedebelysningen set inde fra gang på Hotel Nimb.
Deltagerne fik en demonstration af facadebelysningen på Tivoli Hjørnet.
Se program for arrangementet.
Tekst og foto: Lars B. Hansen