Tivoli Hjørnet vinder Den Danske Lyspris 2019

Belysningen i Tivolis nye og markante tilbygning, Tivoli Hjørnet, er exceptionel og på alle punkter på et højt fagligt niveau. Det store og mangefacetterede lysprojekt kåres derfor som vinder af Den Danske Lyspris 2019.

Se også:

Tivoli Hjornet Foto: Lasse Salling
Tivoli Foodhall foto: Roberto Fortuna

T.v. Tivoli Hjørnets dynamiske glasfacade. Foto: Lasse Salling. T.h. Teamet bag Tivoli Hjørnet modtog prisen. På billedet ses Susanne Mørch Koch, adm. direktør/CEO, Tivoli A/S, Jesper Kongshaug, lysdesigner, og Ruth Róin, sagsarkitekt.

Teamet bag Tivoli Hjørnet modtog den 22. oktober Den Danske Lyspris. Lysdesigner Jesper Kongshaug udtaler: “Tivoli er glade og stolte over, at Dansk Center for Lys har givet årets lyspris til vores flotte bygning. Jeg er glad for, at juryen har værdsat de individuelle greb for belysningen i den multifunktionelle bygning, med NIMB hotel, Food-Hall og facadens mange ansigter.”

Juryen begrunder udnævnelsen af vinderen med, at lyset på fornemste vis er tilpasset hver enkelt af bygningens mange funktioner, og at den dynamiske facadebelysning er en smuk og universel oplevelse.
Der er tale om et stort og omfattende projekt med usædvanligt mange problemstillinger og dertil professionelt udviklede belysningsløsninger, der understøtter de meget forskellige funktionelle udfordringer.

Tivoli Hjørnet indgår med sin bugtende facade som et markant element i byrummet i centrum af København. Den multifunktionelle bygning er fordelt på tre etager og rummer både Tivoli Food Hall, Hotel Nimb, mødelokaler, restaurant, tagterrasse med udendørswellness m.m.

Juryens motivering i sin fulde længe kan ses her.

Prisen  blev uddelt ved et online-event i forbindelse med konferencen Lysets Dag den 22. oktober 2020.

Fire projekter var nomineret til prisen, de øvrige projekter er: Enghave Kirke, The Krane og K.B. Hallen. Se juryens udtalelse om de nominerede projekter her.

 

Bygherre: Tivoli A/S
Arkitekt: Pei Cobb Freed & Partners v/Ian Bader
Hovedentreprenør: Hoffmann
Ingeniør: Rambøll
Lysdesigner: Jesper Kongshaug
Armaturleverandør: Zumtobel, Martin, Louis Poulsen, Møller og RotheSuperlove, Megaman, Kreon og ACDC

Download lysprisfolder hér

Share This