Månedens lysprojekt | Marts 2026
Ny aula i KVUC
Lyst og åbent rum til mange formål
KVUC, Københavns Voksen Undervisningscenter i Vognmagergade har fået en længe ønsket aula, hvor der er plads til, at alle elever kan samles til større arrangementer. Den nye 800 kvm store aula er blevet muliggjort ved at inddrage en parkeringskælder. Aulaen rummer scene, studierum og forbindelsesgang, og der er trapper med siddepladser og balkoner med udsigt til det fri gennem et træ- og glasloft.
Det er en særlig oplevelse at træde ind gennem de gamle porte i den store bygning, dreje om hjørnet og træde ind i aulaen, der er så meget mere åben og lys end de omkringliggende lokaler. Det skyldes ikke mindst et kæmpe ovenlys, der er lagt over scenen, som lader dagslys strømme ned igennem det ydre gårdrum og videre gennem det store harlekin-ternede glastag. Glastaget er delt op af lyse limtræskonstruktioner, der giver dagslyset et fint skær ned gennem rummet, kombineret med kunstlys ophængt som runde punkter midt i ovenlysene, så de erstatter dagslyset i de mørke timer.
Kunsten har bl.a. været at skulle finde en wall-washer, der var i stand til at nå fra loft til gulv i høje aula med et jævnt lys hele vejen ned, samt en gangbelysning, der giver lodret lys uden at blænde, og som samtidig giver et spil mellem lyspunkter og skygge, der gør det til en oplevelse at bevæge sig gennem lokalet.
I kanten hele vejen rundt langs med bagvæggen for scenen er monteret lineære lysarmaturer, der spreder lyset kontrolleret nedad i en jævn lysfordeling fra loft til gulv langs hele den træbeklædte, buede væg.
Der er opsat enkelte smalstrålede spots, der er rettet mod talerstol i midten af scenen.
De lodrette, groft udseende betonsøjler i rummet er belyst med facadearmaturer, der giver et fint spil i overfladen af lys og skygge.
Belysningen kan dæmpes efter behov og har en meget høj CRI for at give det bedste lys på de mange flader og materialer i rummet, der har lyse, sarte farver, blandet med de oprindelige konstruktionsmaterialer.
Aulaen benyttes til mange forskellige arrangementer og benyttes dagligt af studerende i grupper eller enkeltvis til fordybelse og gruppearbejde. Belysningen er fleksibel, så den kan tilpasses de forskellige aktiviteter i rummet.
Fakta om projektet
Bygherre: KVUC
Arkitekt: LAARK ApS
Lyssætning og lyd: LAARK ApS
Ingeniør/Rådg. Ing.: Gert Carstensen, Bang og Beenfeldt A/S
Lysleverandør og lysberegner: DELUX DENMARK
Entreprenør: Tømrermester Jakob Pedersen A/S
Bygherrerådgiver: Niels Anker Jørgensen, Engarde rådgivning ApS
Støttet af A.P. Møller Fonden
Fotos: Janet Ziora Rietz
Trappen kan fungerer som siddepladser ved store arrangementer, og belysningen kan der for ændres, så trappens forskellige formål.
Daglys falder ind gennem det harlekin-ternede loft og suppleres med kunstlys i form af spots fra Projektleuchten.
Der er en leg med arkitektoniske elementer og lys i loftet, hvor det harlekinmønsteret går igen i tre sektioner, dels med ovenlyset over scenen, dels med en midterzone, der kun giver indirekte lys via skjulte armaturer og sidst men ikke mindst med det svævende ternede loft i gangsektionen.
DCL bringer hver måned en kort præsentation af månedens projekt. Projektet er udvalgt blandt indsendte forslag fra foreningens medlemmer. Tekst og billeder er leveret af indstilleren af projektet.
Projekter indstilles ved at indsende en kort tekst på mellem 1500 – 3000 tegn om projektet. Tekstens fokus kan være på tankerne og ideerne bag projektet, udførslen, særlige forhold i forbindelse med projektet eller andet, som andre kan lære og inspireres af. Teksten må ikke være ren produkt- eller ydelsesbeskrivelse. Relevante fakta om projektet, f.eks. bygherre, lysdesigner, arkitekt, ingeniør, elinstallatør og belysningsleverandør oplyses.4-5 gode billeder, der viser forskellige dele af projektet medsendes. Materiale sendes til information@centerforlys.dk.




