LYS artikel
Lys-artikel Lysopgradering i stor skala: Københavns Kommune går forrest med intelligent og bæredygtig belysning

Lysopgradering i stor skala: Københavns Kommune går forrest med intelligent og bæredygtig belysning

Over de kommende fire år gennemfører Københavns Kommune endnu en omfattende modernisering af belysningen i en lang række af kommunens bygninger. Projektet omfatter i alt 280.000 m² og dækker blandt andet daginstitutioner, skoler og biblioteker. Målet er klart: at reducere energiforbruget markant, samtidig med at brugerne får et bedre og mere tidssvarende lysmiljø.

Af Jørgen Hedrich, Dansk Center for Lys

Energibesparelse på minimum 54 %

Det er Signify, der leverer belysningsløsningerne til projektet. Dansk Center for Lys har talt med Christian Rasch, Key Account Manager hos Signify, om de erfaringer og løsninger, som projektet har ført med sig. Ifølge Rasch vil den nye belysning samlet set medføre en energibesparelse på minimum 54 %, hvilket både er økonomisk og miljømæssigt signifikant.

Intelligent styring med brugeren i centrum

Rasch udtaler, at Københavns Kommune har været meget bevidste om den belysning de ønskede, og der er truffet bevidste valg i forhold til lysets kvalitet og funktion. I daginstitutioner installeres belysning med en farvetemperatur på 3000K, og i skolerne er fokus på koncentration og visuel komfort, og her anvendes derfor 4000K. Samtlige opholdsrum er designet med overholdelse af krav til blænding (<UGR19)

En vigtig del af løsningen er den intelligente styring af lyset. Lyset aktiveres ved manuel betjening – et simpelt tryk på en kontakt – og dæmpes automatisk til 20 % efter en periode uden aktivitet. Ved registreret bevægelse i rummet øges lyset igen til fuld styrke. Derudover kan lyset manuelt justeres efter behov. Denne løsning er valgt ved et ønske om at kombinere energibesparelse med brugerindflydelse.

Tværfaglig kommunikation som nøgle til succes

Et gennemgående tema i projektet har været betydningen af god kommunikation. Christian Rasch fremhæver, at der er blevet afholdt møder hver 14. dag, hvor de involverede bag installationsarbejdet fra Poul Sejr Nielsen og Signify har været samlet om bordet. Det har været afgørende for at sikre sammenhæng i løsningerne og minimere fejl i udførslen.

3D-printede armaturer – skræddersyet og bæredygtigt

Et innovativt træk i projektet er brugen af 3D-printede downlights. Ved at anvende 3D-print har det været muligt at fremstille armaturer, der præcist passer til eksisterende udskæringer i lofterne, hvilket forenkler udskiftningsprocessen markant. Armaturerne har en række fordele: den lave vægt reducerer transportomkostninger, de samles uden brug af skruer via kliksystemer, og den samlede montagetid forkortes væsentligt. Samtidig undgår man brugen af traditionelle støbeforme, hvilket gør denne produktionsmetode mere økonomisk – også i mindre skala. Materialet der anvendes ved 3D-produktionen består af mindst 65 % genbrugsmateriale eller biocirkulært materiale. Biocirkulære materialer kan for eksempel være tallolie, som stammer fra træforarbejdningsindustrien, og brugt madolie fra fødevareindustrien.

Datadrevet drift med kommende gateway

En anden vigtig udvikling i projektet er implementeringen af en digital gateway, der skal give fuldt overblik over energiforbruget i de mange installerede armaturer. Gatewayløsningen forventes implementeret ved udgangen af 2025 og vil trække data direkte fra armaturerne. Tilslutningen bliver enkel – gatewayen kan scannes via en mobil enhed, hvorefter systemet opkobles og kan overvåges centralt. Ved dette installerede udstyr lever Københavns Kommune herved op til krav om monitorering af bygningernes energimæssige ydeevne.

Projektet i Københavns Kommune viser, hvordan den tilgængelige belysningsteknologi kan tænkes sammen med energieffektivisering, digital styring og brugertilpassede løsninger. Med fokus på både energiforbrug, dataindsamling og overholdelse af belysningskrav, er projektet et eksempel i stor skala på hvordan offentlige bygninger kan opgraderes til nutidens krav og standarder indenfor budgettet.

Prolight + Sound 2025
Prolight + Sound 2025

Intelligent lysstyring sørger for, at belysningen tilpasses efter dagslysindfald og bevægelse.

 

Prolight + Sound 2025

I daginstitutionerne er farvetemperaturen 3000K, og i skolerne, hvor fokus er på koncentration og visuel komfort, er farvetemperaturen 4000K.

Fotos: Signify

 

Prolight + Sound 2025

Poul Sejr Nielsen har stået for installationen af de nye LED-armaturer.

 

 

 

Fakta om projektet

  • Projektet strækker sig over 4-5 år og omfatter flere etaper
  • Belysningen udskiftes i skoler, daginstitutioner, kontorer, biblioteker, sportshaller og andre kommunale bygninger
  • Forventet reduktion på minimum 54 %, med mulighed for endnu større besparelser via intelligent styring

 


LYS-artikel, juni 2025. Artiklen er publiceret at Dansk Center for Lys. Eftertryk og videreformidling af artiklen må kun ske efter aftale med DCL og artiklens forfatter. Kontakt DCL på information@centerforlys.dk.