Den Brune Kødby vinder Den Danske Lyspris 2021

Projektet ’Himlen over Den Brune Kødby’ er et forbillede på, hvordan lys kan benyttes til at skabe tryghed i et område, hvor der er mange hensyn at tage. Projektet kåres derfor som vinder af Den Danske Lyspris 2021.

T.v. Den Brune Kødby, foto: Thomas Simone Maare. T.h. Teamet bag Den Brune Kødby modtog prisen. På billedet ses Thomas Simone Maare, Københavns Ejendomme og Indkøb, Vedligehold, Kasper Jørgensen, Gert Carstensen A/S, David Hendriksen, Svend Lajer & Søn El-anlæg A/S, Andreas Speldewinde, Svend Lajer & Søn El-anlæg A/S og Niels Birk, Københavns Ejendomme og Indkøb, Kødbyen. Foto: Camilla Stephan.

Teamet bag projektet “Himlen over Den Brune Kødby” modtog den 24. marts Den Danske Lyspris. Juryen udtaler om vinderprojektet: Lysets tryghedsskabende og socialt sammenføjende egenskaber opleves stærkt i Den Brune Kødby, hvor overraskelsen er, at mørket samtidig spiller en helt afgørende rolle for helheden. Udsyn til den mørke nattehimmel fra en plads i byens centrum, som omgives af velbelyste vertikale flader, er en storslået oplevelse.

Vinderprojektet er et forbillede på, hvordan lys kan benyttes til at skabe tryghed i et område, hvor der er mange hensyn at tage. Klos op ad Halmtorvet på Vesterbro, i et område, som de fleste nok anser for et af for landets mest socialt belastede, skal gymnasieelever, gæster til Øksnehallen og børn i musikskole/lokale sportstilbud kunne færdes trygt og godt. Det sker på Den Brune Kødbys gader og pladser. Belysningen, der gør dette muligt, skal tage hensyn til fredningen af Kødbyens bygninger og byrum samt til Slots- og Kulturstyrelsens krav om, at byens mørke himmel skal kunne opleves midt på torvet foran Øksnehallen.

Juryens motivering i sin fulde længe kan ses her.

Prisen blev uddelt ved et velbesøgt arrangement den 24. marts i Kuglegården, København.

Fem projekter var nomineret til prisen, de øvrige projekter er: Alchemist, Budolfi Plads, Københavns Museum og Silkeborg Bibliotek. Se juryens udtalelse om de nominerede projekter her.

Sponsorer af Den Danske Lyspris 2021:
Hovedsponsorer: Louis Poulsen og Zumtobel Group
Guldsponsor: Andel Lumen
Sølvsponsorer: Duralys A/S og FABA
Sponsorer: After Dark – Lysdesign og Bolls ApS

 

 

Bygherre: Københavns Kommune & Københavns Ejendomme og Indkøb
Arkitekt og lysdesign: Bjarne Schläger Design ApS
Ingeniør: Gert Carstensen A/S – Rådgivende Ingeniørfirma
Entreprenør: Svend Lajer & Søn El-Anlæg A/S
Belysningsleverandører: Light Constructor, Signify, Willy Meyer/Delux Denmark og Louis Poulsen

Share This