LYS artikel

Belysningen er dynamisk, og lysfarven ændrer sig henover dagen – fra varmt morgenlys til et køligere middagslys og tilbage igen. Foto:  EKJ, Charlotte Dahl

 

Dynamisk belysning skal styrke trivsel og bundlinje

EKJ har udskiftet belysningen på sit 4.000 kvadratmeter store hovedkontor i København med dynamisk LED-belysning, der følger solens skift gennem dagen. Målet er bedre velvære og fokus samt et lavere CO2-aftryk gennem rumzonestyring og armaturer med rammer af hør.

Af: Kathrine Schmeichel, EKJ

 

”Vores lyssætning skulle gerne bidrage til mindre sygefravær og større effektivitet.” Sådan lyder forventningen fra el-installatør og fagleder i EKJ Ulrik Ploug, efter at virksomhedens eget hovedkvarter i København har fået installeret et nyt anlæg med dynamisk LED-belysning– også kaldet ’døgnrytmelys’.

På 4.000 kvadratmeter kontor blev det gamle anlæg udskiftet over tre måneder. Det var forældet, bl.a. fordi lyskilderne i armaturerne ikke længere kunne udskiftes, da de tilhørte en produktserie, der var udfaset som konsekvens af EU-forordningen om kviksølvholdige lyskilder, der trådte i kraft i 2023.

 

Lys, der følger dagen og giver mindre klimaaftryk
Da udskiftningen alligevel var uundgåelig, foreslog Ulrik Ploug udlejeren, ATP Ejendomme, at gå en anden vej: Et helt nyt og moderne LED-system med fokus på både komfort og klimaaftryk.

”Belysningen skulle jo skiftes før eller siden, og fordi vi har kompetencerne i huset, var det oplagt at byde ind som rådgiver på en løsning, der både følger solens gang over himlen – og dermed korresponderer med menneskers naturlige døgnrytme – og kan spare CO₂,” siger han og fortsætter: ”Fordi armaturernes rammer er af hør i stedet for af plast, sparer vi 13 % CO₂. Så jeg er virkelig glad for, at udlejeren endte med at vælge vores forslag til løsning, selvom den var lidt dyrere end et mere standardagtigt alternativ.”

Større velvære med dynamisk belysning
Det nye anlæg er udført med Tunable White, hvor lysfarven skifter i takt med dagen – fra varmt morgenlys til et køligere middagslys og tilbage igen.

”Man får større velvære, mentalt fokus og trivsel, når lyset er dynamisk og følger solens rytme. Det er noget andet end den typiske kontorbelysning, der er statisk hele dagen,” siger han.

Teknisk bevæger systemet sig fra cirka 2.700 kelvin om morgenen til omkring 6.500 kelvin midt på dagen. Samtidig er lysstyrken hævet fra 200 lux til 500 lux sammenlignet med det tidligere anlæg.

Automatisk – men med mulighed for at skrue selv
Selvom systemet kører automatisk, kan medarbejderne justere lyset manuelt via paneler.

”Ideelt set passer belysningen sig selv, men man kan godt skrue op og ned for både kelvin og lux. Hvis man fx arbejder over, kan man hæve kelvin-niveauet og få et ’boost’. Og i sociale situationer kan man skrue ned og få et varmere, hyggeligere lys,” siger Ulrik Ploug.

Panelerne er bevidst placeret væk fra døråbninger. ”Hvis trykpanelerne sad, hvor folk går ind og ud, ville mange ubevidst bruge dem som en almindelig kontakt. Det ville skabe for meget uorden i den automatisk styrede, dynamiske belysning,” forklarer han.

 

Den største udfordring i processen var koordination og logistik
”Folk skulle arbejde, mens vi rev armaturer ned og støvede. Vi flyttede rundt på møbler og medarbejdere undervejs. Det krævede meget planlægning, men det er faktisk gået over al forventning,” siger han.

Også arbejdet med at finde den mest bæredygtige løsning krævede ekstra forarbejde. ”Det var svært at sammenligne klimaaftryk på tværs af leverandører, fordi de ikke bruger samme forudsætninger – nogle gange heller ikke internt mellem deres forskellige produkter. Derfor måtte vi standardisere data, selv beregne og eftervise de potentielle CO₂-besparelser,” siger han.

 

Bæredygtigt også i driften
Ifølge Ulrik Ploug ligger gevinsten ikke kun i materialerne. Hovedkontoret er nu opdelt i mindre zoner, hvor lyset tænder ved aktivitet.

”Før blev større områder oplyst, når der var aktivitet. Nu tænder vi kun dér, hvor der er behov – og nabozoner får en svag belysning, så man ikke går fra lys til helt mørke. Det sparer energi og giver bedre komfort,” siger han.

Demonstrationsprojekt i eget hus
For Ulrik Ploug har løsningen også en strategisk værdi: ”Det er en fordel at have et demonstrationsprojekt lige ved hånden. Så kan vi invitere kunder og samarbejdspartnere indenfor i vores hus og argumentere med mere vægt for den slags løsninger.”

Fakta:
Lysdesign: Ulrik Ploug EKJ Rådgivende Ingeniører A/S
Rådg. Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører A/S
Belysningsleverandører: iGuzzini illuminazione S.p.A, Glamox A/S og ERCO Lighting AB
Styringsleverandør: Zencontrol ApS
El-entreprenør: Stryhn Electric A/S
Udlejer: ATP Ejendomme A/S

Fotos: EKJ, Charlotte Dahl


LYS-artikel, april 2026. Artiklen er publiceret at Dansk Center for Lys. Eftertryk og videreformidling af artiklen må kun ske efter aftale med DCL og artiklens forfatter. Kontakt DCL på information@centerforlys.dk.