Medlemsrådgivning

Svar fra Bolig og Planstyrelsen:
Kravet om automatisk dagslysstyring i trappeopgange kan løses på mange måder og skal ikke ses som f.eks. kravet til automatisk dagslysstyring i et kontorområde. En praktisk tilgang kan være at lade en lux-sensor placeret i trappeopgangen detektere, om der overhovedet er behov for tilskud til lys fra den elektriske belysning. Det vigtige er, at der er en styring efter det aktuelle lysniveau.

Supplerende fra DCL til Q&A fra BR18 vedr. dette:

Når skumringen sætter ind, og der er behov for tilskud til belysning, så kan man lade et belysningsanlæg via aktivering fra lux-sensoren i trappeopgangen tænde op på et niveau, som er tilstrækkelig til at skabe tryghed. Dette kan så kombineres med sensorer, der detekterer tilstedeværelse på de enkelte plan/reposer. Her kan lyset så hæves til de krævede niveauer i henhold til gældende standarder, mens der er aktivitet. Når tilstedeværelsen ophører, kan lyset igen dæmpes automatisk til et tryghedsskabende niveau.

En anden mulighed er at lade en lux-sensor i trappeopgangen detektere, om der er behov for tilskud til belysning i trappeopgangen. Når behov opstår, så aktiveres anlægget, så lyset kan tændes. Dette kan eventuelt ske med en akustisk detektering, så snart der er aktivitet i opgangen. Når aktivitet ophører, kan lyset slukkes igen.

Der findes mange andre tekniske løsninger/kombinationer af løsninger, der kan imødekomme kravet om automatisk dagslysstyring i trappeopgange. Kravet skal sikre, at belysning i trappeopgange ikke står tændt i timevis på højt eller lavt niveau, uden at der er nogen grund til det, men samtidig uden at beboernes tryghed sættes over styr.

April 2021/DCL

Der er nok altid stor måleusikkerhed på håndholdte instrumenter. Med luxmetre er det formentlig ikke engang kalibreringsmetoden, som er det største problem, men lige så ofte instrumentfejl, ”træthed” i målecellen og målemetoden (hvordan man holder instrumentet, hvad tøj man har på den dag, målenettet mv), som betyder noget.

Instrumenterne har sværere ved at måle, jo koldere lyskildens farvetemperatur er, og det skyldes alene, at de er kalibreret efter lyskilder, som har et spektrum som ”Illuminant A”. Denne standardiserede lyskilde er en glødepære, og den er lidt tynd i det nede omkring de 440-480 nm, hvor mange LED’er har et peak.

Fælles for lumenmålinger (og dermed også for lux-målinger) er, at man skal have omregnet strålingsenergien (i Watt) til et mål for den synlige lysmængde (lumen), og det kan man enten gøre beregningsmæssigt eller vha. et fysisk filter i instrumentet. De fleste håndholdte instrumenter er os bekendt filterbaserede, og gør dette med en usikkerhed på 6-9 % (= f’1-værdien i databladet). I laboratorier kan man få denne værdi ned til 1-2 %. Denne gennemsnitlige usikkerhed kan så fordele sig over hele spektret, og kan derfor også relativt være værre omkring de blå bølgelængder.

Der bliver p.t. arbejdet på at gøre dette bedre blandt andet ved at se på, om man ikke skulle have nye kalibreringslyskilder. Dette foregår i LEDMET-projektet, hvor DCL også medvirker. Se ledmet.dk.

Konkret overfor jeres kunder synes DCL, det giver mest mening at måle med samme instrument i mange, velvalgte punkter. Usikkerheden på 10 % bliver I nødt til at annoncere for kunden. Dialux-beregninger bør alt andet lige være lidt mere præcise (hvis alle rumfladernes reflektanser vel og mærke er registreret korrekt), fordi de bygger på laboratoriemålinger.

L70/B50 betyder, at 50 % at dioderne i et armatur lyser med min. 70 % af den oprindelige styrke, når den angivne levetid er gået. Resten (50 %) er under 70 %, men i gennemsnit skal alle stadig lyse med min. 70 %. Ligeledes vil B10 betyde, at 10 % må lyse mindre – og 10 % mere. Oversat til dansk handler B-tallet således om, hvor jævnt en gruppe af LED’er eller armaturer ældes. B10 bliver en slags 1.-sortering, og B50 bliver 2.-sortering.

Dialux er som udgangspunkt ligeglad med levetider. Standardernes krav omhandler ”maintained illuminances” – altså de driftsbelysningsstyrker, som skal være tilstede i hele anlæggets levetid uanset alder og rengøringstilstand. Spørgsmålet skal altså rettes til kunden – hvor lang en levetid skal der regnes på her, og så må man snuppe den L70/L80/L90-værdi, som passer bedst muligt, og så indregne dette i vedligeholdelsesfaktoren på den i CIE 97:2005 angivne måde.

Man kan også spørge, hvor vigtigt det er, at LED’erne ældes ens. Det sidste er nok vigtigt, hvis f.eks. punkt-LED’er oplyser en hvid skærm, hvor man tydeligt kan se forskel i lyshed og farvetemperatur. I andre tilfælde bliver det nok ikke så forfærdelig synligt. Det bliver synligt, hvis man mod slutningen af levetiden udskifter et armatur i en flok (ligesom hvis man udskifter lysrørene i et enkelt armatur). Og så skal stadig huske på, at selvom 50 % lyser mindre og 50 % lyser mere, så er der flest, der ligger lige omkring 70 % af udgangspunktet (normalfordeling).

Først og fremmest er der ikke nogen værdier, som er ”sat op” eller ”sat ned”, for DS/EN 12464-1 er et nyt regelsæt.

Det er rigtigt, at der i DS700 stod Ra90 for produktionskøkkener. Det er anderledes i EN-normen, men ikke for at kompensere for noget med LED.

Generelt er det nu også min fornemmelse, at man alt andet lige får en bedre (og ikke ringere) farvegengivelse med LED/Ra80 end med lysstofrør/Ra80 alene, fordi hele spektret er repræsenteret. DCL vil nu alligevel anbefale LED med Ra90 i produktionskøkkener – og minder om, at standarder jo kun er minimumsværdier.

Ja, det er korrekt, at der er afgiftsforhøjelser på vej fra og med 1. januar 2018 for visse typer af lyskilder.

Lyskildeafgiften er en del af finansieringen af Finansloven og indskrevet i Forbrugerafgiftsloven (FORBAL) af Skatteministeriet og indbetales til Staten. Det er lyskildeleverandøren, som skal opkræve denne afgift ved salg af lyskilder til slutbruger. Der er ikke afgift på LED-pærer (lysemitterende dioder), da de ikke er glødelamper samt ensoklede lavenergilysstofrør (lavenergipærer).

Afgiftssatserne kan ses på ”tax.dk – skat og afgift” >